Med sin uudtalte insisteren på poesiens ret til at være poesi var Henrik Nordbrandt (f. 1945) en fremmed i forhold til tidsånden i 1970’erne, der med sine krav om venstredrejet politisk eller selvbiografisk bekendelse måtte stemple Nordbrandts holdning som eskapistisk. Nordbrandts popularitet gennem årtier skyldes ikke mindst den eksotiske kolorit og den umiddelbart genkendelige erotiske melankoli, der løber som en strøm igennem digtene. Nordbrandts poesi hører til mesterklassen, hvilket ikke mindst skyldes digterens raffinerede refleksion over vanskeligheden ved at skabe ny stor poesi – en refleksion som i høj grad motiverer digtenes melankolske grundtone.