Jens August Schade (1903-78) videreførte den panerotiske tendens i dansk lyrik. Som ganske ung overtog han stafetten fra Sophus Claussen og Thøger Larsen, og mange år efter rakte han den videre til Benny Andersen, Jørgen Sonne og Klaus Rifbjerg. Samstemtheden mellem universets evige rytmer og erotikkens øjeblik er et hovedmotiv i forfatterskabet. Det er således den samme livsgnist, der funker i underlivet og universet. Lysten løftes op i en himmelsk sfære. Frem til sine sidste digte i 1973 finder Schade stadig nye billeder på forbindelsen mellem kosmos og menneske. Livet er en stortromme, men det bulder, som trommeslageren laver, er et ekko af himlens torden.