Med sine futuristisk inspirerede digtsamlinger, begyndende med debuten “Ild og Ungdom” (1917), bragte Emil Bønnelycke (1893-1953) ekspressionismen ind i dansk lyrik. I velklingende, rimede og urimede strofer udtrykte Bønnelycke en begejstret, ung og livsforslugen dyrkelse af storby, fart og teknik, og hverdagskendte ting – sporvogne, plakatsøjler, tog og kiosker – blev beskrevet med sanseglæde. Bønnelycke stod ikke tilbage for de europæiske futuristers sans for dramatisk performancekunst, og med en mediebevidsthed, der var helt ny for forfattere, affyrede han ved en oplæsningsaften i 1919 et revolverskud – med opstandelse og furore i såvel forsamlingen som i morgendagens aviser til følge.