Erik Knudsen (f. 1922) fik sit gennembrud med digtsamlingen “Blomsten og sværdet” (1949). Samlingens karakteristiske titel peger på det følgende forfatterskabs centrale tema: det smukke og selvgyldige over for den anfægtede, men nødvendige handling. Ofte ses denne dobbelthed i forfatterskabet som et spørgsmål om samfundsbestemte over for eksistentielle vilkår – og som digterens egen splittelse mellem et klart formuleret og pointeret engagement over for poesiens mangetydighed. Meget tidligt fjerner Knudsens digte sig fra en lyrisk verseform og bevæger sig mod en talesprogsbaseret digtning præget af slagkraftige billeder, politisk agitation og snertende satire.