Aakjær hentede inspiration til digtet om Jens Vejmands triste skæbne fra en fattig stenslager, han havde mødt på en cykeltur. Aakjær besynger Vejmands utrættelige kamp, hvor han på trods af elementernes rasen altid passer sit arbejde for at jævne den vanskelige vej for andre. Man er ikke i tvivl om, hvorvidt Aakjær finder det rimeligt, at samfundet ikke betænkte Vejmand med en gravsten, da hans krop gav op.

Sangen om Jens Vejmand var et sandt hit fra begyndelsen. Carl Nielsen kæmpede dog lidt med at finde melodien, og da han endelig gjorde, blev det ham for meget. ”Folk taler om den sang, som var det mit livs bedrift”, sagde han.

Jeppe Aakjær, 1905