Da Kirsten Hammann (f. 1965) i 1992 debuterede med digtsamlingen “Mellem tænderne”, var stort set hele det danske anmelderkorps enige om, at der her var tale om en forfatter, som ikke lignede nogen anden end sig selv. Stilen var ikke blot rå, men ligeledes utrolig elegant – selv når det gjaldt dissektionen af kvinders (og andre menneskers) oftest meget natur. I digtet “Jeg civiliserer mig om morgenen” fra debutsamlingen lurer et indre, undertrykt raseri, et oprør mod konformiteten og mod den tillærte pænhed, menneske-ligheden: “Jeg civiliserer mig om morgenen / foran spejlet / jeg tager tøj på / jeg rejser mig / jeg er ikke en abe / jeg går på mine fødder / ikke på mine hænder, mine splittende-alting-ad”.