Morten Nielsen (1922-1944) nåede kun at udsende én digtsamling, ”Krigere uden Vaaben” (1943), men kom alligevel til at stå som sin generations litterære nøgleskikkelse i lyrikken. Under den tyske besættelse gik han ind i modstandsbevægelsen, arbejdede med flygtningetransporter og omkom ved et pistolskud i forbindelse med en våbentransport, kun 22 år gammel. Nielsens poesi, i debutsamlingen og i ”Efterladte Digte” (1945), er præget af to emner, kærligheden og døden. Han skildrer en frygt, ikke for døden i al almindelighed, men for døden i utide, den død, der kunne forhindre ham i at fuldføre den opgave, han mente at have.