Blandt 1920’ernes nye digtere er Otto Gelsted (1888-1968) den tydeligste formidler af forbindelsen mellem det folkelige gennembrud og den unge generation – ikke mindst i kraft af et nært venskab med og kendskab til en del af samtidens kunstnere. Som kulturdebattør og digter fremstår Gelsted som én, der altid søger den gyldne middelvej fjernt – fra avantgardismens “udskejelser” og den politiske digtnings forbenethed. For Gelsted er digterens mission at trænge gennem tingenes overflade og ned under kaos for et nå frem til kunstnerisk klarhed og konsekvens.