Såvel Hulda Lütkens (1896-1946) liv som forfatterskab står i splittelsens og længslens tegn og udvikler sig som et modernitetspræget selv- og tidsopgør. En kamp for at skrive sig selv og Kvinden ud af mørket, driften, løgnen, skylden – og ind i lyset, kærligheden, enheden. Bestræbelsen tegner sig gennem Lütkens digte som en kredsen om et kvindeligt jeg, der bestandigt anfægtes og splintres.