Der er en slags tøvende resignation i Jørgensens smukke digt om blomsten. Hvorfor kræver det så meget poetisk overtalelse for blomsten at falde i søvn? Man kan let få tanken om et barn, der også kun modvilligt overgiver sig til søvnen. Dette tankesæt bliver bekræftet i den tredje strofe, hvor Jørgensen sammenligner barnet med blomsten.