I april 1938 blev digteren Gustaf Munch-Petersen (1912-1938) mødt af en tragisk skæbne under de intense kampe som frivillig på regeringssiden i den spanske borgerkrig. Seks år tidligere havde han debuteret som lyriker med sin digtsamling “Detnøgne menneske”. Et centralt tema i Munch-Petersens poesi var den unge mands energiske oprør mod sin forældres generation. Det var dog først efter udgivelsen af hans “samlede skrifter” i 1959, at interessen for Munch-Petersen som digter for alvor begyndte at blomstre. Selvom hans litterære produktion kan findes i to bind, har han haft en betydelig indflydelse på flere senere danske lyrikere, herunder Michael Strunge. Gustaf Munch-Petersens digte og hans tragiske skæbne står som et væsentligt bidrag til den danske lyriktradition.